Limited Edition 2019 - PH 3/2 Ravfarvet glas Gulvlampe "The Water Pump", - Design af Poul Henningsen

Louis Poulsen er kendt for deres smukke lamper i klassisk design. I tæt samarbejde med anerkendte designere, som blandt andet Arne Jacobsen, Verner Panton og ikke mindst Poul Henningsen, har de produceret enestående lamper, der ikke bare er en fryd for øjet men også skaber et smukt lys.

Hvert efterår hylder Louis Poulsen, Poul Henningsens geniale arbejde med at forme lyset, ved at producere en ekstraordinær PH lampe ud fra ét af hans eksisterende designs. Det er blandt andet blevet til limited editions af PH 3/2 bordlampen og den populære PH Artichoke (HP Koglen).
I 2019 lancerer Louis Poulsen en eksklusiv Limited Edition af hans enestående PH 3/2 gulvlampe – bedre kendt som ”Vandpumpen”. Den nye variant har skærme i mundblæst ravfarvet glas, som fremhæver skærmens organiske former og det smukke stel i messing.

Poul Henningsen – opfinder og legebarn

Nysgerrighed og lyst til livet hører til de værdier, som Poul Henningsen fik fra opvæksten. Han var tidlig begavet med en håndværksmæssig kunnen og opfindsomhed som fik indflydelse på hans designs. Som 16-årig opfandt han den selvpumpende cykel, som blev belønnet med "Det Hielmstierne-Rosencroneske legat for opfindere" og han havde dermed fået vækket lysten til at løse, praktiske problemer på en visionær måde.

Den første lysfilosofi – Tankerne bag den ikoniske PH lampe

I 1907 så den danske designer, arkitekt, forfatter og kulturkritiker Poul Henningsen for første gang elektrisk lys. i 1920 havde halvdelen af alle danske husstande elektrisk lys, men han syntes at den elektriske pære kastede et umuligt lys – enten var lyset alt for skarp eller også slugte skærmen det meste af lyset. Han arbejdede derfor på at udvikle en lampeskærm, der sendte lyset ud i rummet med sin fulde styrke, uden at blænde og dedikerede dengang det meste af hans liv til at tæmme og raffinere fænomenet.
”Det synes, som om de lysstyrker, teknikker i de sidste år har skaffet os for billige penge, er skaffet på bekostning af lysets kvalitet, skønhed og sandhed" – Poul Henningsen. "Tænk hellere på, i gamle dage, hvor meget fint og minutiøst arbejde de kunne lave - filigran-arbejdere, urmagerværker osv., ved lyset fra en enkelt flamme".

Teknikerne havde ifølge Poul Henningsen en drøm om at lave nat om til dag – en drøm der ifølge ham var både ukunstnerisk og forkert, idet mennesket ikke var i stand til at undvære døgnets rytme.
"På en vinterdag, hvor dæmringen og skumringen, næsten mødes midt på dagen, kan man have lyset tændt døgnet rundt - men det skal naturligvis ikke være et lysstofrør, som er i familie med lyset på en sommerdag kl. tolv-middag".
Det var tanker som disse, der gav Poul Henningsen ønsket om at konstruere en lampe, der reducerede den ubehagelige blænding og forbedrede det elektriske lys i forhold til menneskets behov.

Ifølge myten fik han allerede tanken om et nyt skærmsystem tilbage i 1915, da hans mor, forfatter Agnes Henningsen, var fortvivlet over at se sig selv i spejlet. Hun var meget forfængelig og opfattede sig selv som grim i elpærens kolde lys og savnede det varme skær fra petroleumslampen. Derved opstod hans ønske om at konstruere nye lamper til hjemmet og begyndte derfor at eksperimentere med diverse pærer, reflektorer og skærme. Uanset hvad der triggede ham, var Poul Henningsen meget optaget af idéen om at skabe et bedre lys.

Poul Henningsen og Louis Poulsen

Poul Henningsen arbejde over flere år med at konstruere PH-lampen. Han forsøgte sig, med sin første kuglelampe med lameller i 1921 og tegnede samme år PH gadelygten, som blev kendt som "Slotsholmslygten". Nogle år senere gav hans nyvundne erfaring ham adgang til en udstilling af moderne kunsthåndværk i Paris. Det skete på baggrund af hans lampeskærme, der var konstrueret så lysstrålernes retning og refleksion blev fordelt meget præcis.

Det var hér lampeproducenten Louis Poulsen fik øjnene op for Poul Henningsens design og gav ham opgaven at fremstille ti forskellige lamper til udstillingen. Lamperne blev udstillet under navnet "Systéme PH" og vandt top-priser i alle seks klasser af belysningsarmatur.
Sidenhen har samarbejdet ført til mange store designklassikere. Eksempelvis Poul Henningsen Koglen, PH5 og ikke mindst PH Snowball.

Med udgangspunkt i egne erfaringer og nye beregninger af lysrefleksion, udviklede Poul Henningsen i 1926 en lampe med 3 krumme skærme – PH-lampen!
Lampen var konstrueret, så der var samme vinkel mellem skærmen og lysets stråler. På den måde slap det direkte lys ikke ud, men reflekterede i stedet i den retning man ønskede.
Han beskrev selv skærmene som en tallerken, en skål og en kop i proportionerne 4:2:1.
Siden da har Louis Poulsen præsenteret flere hundrede forskellige PH-lamper, fra lysekroner til stander-, væg-, loft-, og bordlamper. Alle bygget på det samme enkle treskærmssystem.

PH 3/2 ravfarvet glas gulvlampe "Vandpumpelampen" - Limited Edition

Vandpumpen blev udviklet under krigen og hører til den gruppe af lamper der ”overlevede” krigens knaphed på materialer og nedskæringer på Louis Poulsens store udvalg af PH-lamper. På grund af vippearmen der kan vippe op og ned, fik læselampen hurtigt navnet "Vandpumpelampen" som er det navn vi kender den under i dag.
Den tidligere model af Vandpumpen fra starten af 1940’erne har afbryderen monteret på vippearmen, mens den senere blev den monteret på ledningen. I dag er afbryderen placeret for enden af vippearmen, hvor Poul Henningsens initialer er smukt indgraveret i kontakten.

Vandpumpelampen i ravfarvet og messing

Da Louis Poulsen og Poul Henningsen i slutningen af 1920’erne første gang introducerede mundblæst farvet glas var det for at tiltrække nye kunder. Man lagde dengang stor vægt på de naturligt varme farver, med markante udtryk og smukt håndværk. Glasskærmene har den fordel, at de lader noget af lyset skinne igennem og retter det samtidig både nedad, opad og udad. Derved bidrager lampen også til den samlede belysning i rummet og til den hyggelige atmosfære.

Vi ser fortsat en tendens til at bringe de gyldne farver ind i den skandinaviske indretning og der er især fokus på de gule nuancer – helt fra den lyse gule til de mørkegule nuancer. De ravfarvede skærme passer perfekt ind i de tendenser, hvor farven virker utroligt indbydende og giver et varmt og roligt udtryk. Det gyldne lys fra de ravfarvede skærme, minder allermest om lyset fra et stearinlys - en stemningslys som Poul Henningsen var meget optaget af at genskabe i den elektriske lys, for at ramme menneskets behov.

For at understrege lampens autenticitet og skabe et sofistikeret look, er lampens fod, stander og arm udført i ubehandlet messing. Den varme farve giver en intim og hyggelig stemning til rummet og går hånd i hånd med den moderne indretning, hvor vi sværmer for de metalliske nuancer. Med tiden vil den ubehandlede opnå en naturlig patina og hver enkel lampe vil opnå et helt unikt udtryk.

Den verdenskendte PH-lampe passer perfekt ind i tidens tendenser, hvor der er gået mode i at indrette sit hjem med markante designlamper med historie. Der er stor opmærksomhed på designklassikere i den skandinaviske stil, hvor "Danish Modern" er blevet en udbredt trend.

En hyldest til Poul Henningsen

PH 3/2 Ravfarvet glas gulvlampe – Limited Edition er en hyldest til Poul Henningsen og hans værker. Poul Henningsens pionerarbejde med forholdet mellem lysstrukturer, skygger, blænding og farvegengivelse, samt hans fascination af menneskets behov for både lys og mørke, er fortsat fundamentet for Louis Poulsens belysningsfilosofi.

PH Limited Edition 2019 vil være tilgængelig fra 1. oktober til 31. december.