Den nye Shibui papirlampeserie fra Le Klint gemmer det komplicerede i det simple

6. december 2021
Den nye Shibui papirlampeserie fra Le Klint gemmer det komplicerede i det simple
”Shibui skønhed er, som skønheden i en te ceremoni, en skønhed, der gør den der iagttager til kunstner.”

Sådan beskrev Elizabeth Gordon, chefredaktør hos det amerikanske boligmagasin House Beautiful, i 1960 Shibui, som er en æstetikbetegnelse – men også navnet på designer Søren Refsgaards nye lampeserie.

Han er vokset op med Le Klints lamper, og med sin nye serie Shibui ønsker han at anvende Le Klints DNA til at skabe noget nyt og unikt, og med en fascination for de klassiske papirlamper gav han sig i kast, og skabte den smukke Shibui-serie.

Lamperne har det karakteristiske lunefulde lys og stemningsfyldte udtryk, som man kender fra konventionelle papirlamper – men den mørke metalring i lampens bund bryder det traditionelle udtryk, og leder tankerne til japanske lanterner og rispapirlamper.

En ting, som Søren Refsgaard virkeligt bed mærke i, var, hvordan de klassiske Le Klint lamper fremstod simple, indtil han kom tæt på, og så de mange folder, der både gør lampeskærmens overflade stærk, men også kompliceret – og det er her, at Søren Refsgaard finder inspiration til navnet på serien.

Shibui er nemlig et japansk ord, der blandt andet kan beskrive en æstetik, hvor det komplicerede gemmer sig i det enkelte;

Shibui objekter er ved første øjekast simple, men indeholder ofte underspillede detaljer, som balancerer simpliciteten med kompleksiteten. Den balance betyder, at Shibui objekter forbliver interessante, og giver den, der iagttager, mulighed for konstant at finde nye betydninger.

Med Shibui serien fra Le Klint og Søren Refsgaard håber vi, at du kan blive kunstneren, der iagttager disse smukke lamper.

Se hele den smukke Shibui familie her