Multi-Lite – En smuk og funktionel lampe af Louis Weisdorf

Den danske arkitekt og tekniske tegner; Louis Weisdorf, står bag en lang række ikoniske designklassikere indenfor belysning. En af de mest populære lamper; Multi-Lite pendlen, designede han i 1972, hvor den blev produceret af Lyfa i to forskellige farvekombinationer; hvid med en ring i krom eller en version i messing med hvidt interiør. Siden 2016 er lampen blevet produceret hos det danske belysningsfirma; Gubi, i tæt samarbejde med Louis Weisdorf. Udover den originale farvekombination, fås lampen i dag i flere forskellige farver.

Læs mere om Louis Weisdorf her.

En lampe med varierende udseende

En lampe med varierende udseende

Ifølge Louis Weisdorf, er lamper for det meste statiske i deres form og udtryk - når de først er tegnet, sat i produktion og installeret i hjemmet, så ér de som de ér! Med et ønske om at lave en lampe der kunne mere end det, gik han i gang med at designe en lampe, hvor brugeren kunne sætte sit eget præg på designet. Målet var at lampen let skulle kunne ændres, når man fik lyst til variation eller havde et behov for det: “Så var det jeg fandt på at lave Multi-Lite, med skærme der kan drejes til forskellige stillinger, hvorved lampens udseende ændres markant og lyset kastes i nye retninger. Og min teori om købernes behov for selv at kunne påvirke udseendet på deres lampe, synes tydeligvis at holde stik”.

Den karakteristiske lampeskærm består af flere forskellige elementer; to cylinderformede skærme i midten, som skjuler lyskilden i centrum og tillader et op- og nedadgående lys. De to ydre skærme er hver især formet som en fjerdedel af en kugle og kan roteres omkring lampens midterakse. De kan derved placeres, så de danner en halvkugle, der enten lader lyset slippe ud for neden eller for oven. De to skærme justeres uafhængigt af hinanden og giver derfor mulighed for at indstille dem i en asymmetrisk position, der ikke bare giver lampen et spændende og iøjefaldende look, men skaber på samme tid et spændende asymmetrisk lys.

Se hele serien her, der i dag består af pendlen i to forskellige størrelser, samt bordlampe og gulvlampe.

Louis Weisdorfs interesse for form og design

Louis Weisdorfs interesse for form og design

Meget tidligt blev det klart for Louis Weisdorf, at han havde rumsans og var i stand til at visualisere den. To meget vigtige forudsætninger, for at kunne arbejde med form og design. Han havde samtidig et medfødt behov, for at ville ændre udseendet og forbedre funktionen på ting og sager omkring sig, er det oplagt at blive designer. Han blev derfor uddannet på Kunstakademiets Arkitektskole, hvor uddannelsen dengang stadig også omfattede Industriel Design.

“At jeg begyndte at arbejde med design af belysning, var lidt af et tilfælde. Jeg kom nemlig på et tidspunkt til at arbejde for PH (Poul Henningsen), og senere Verner Panton. Især PH’s principper for lampers afskærmning af lyskilden, så den ikke blænder, tog jeg til mig”. Fortæller han i et interview og tilføjer at han dog ikke fik mulighed for at tegne lamper, før han arbejde som arkitekt i Tivoli.

Hans første selvstændigt designede lampe var Konkyliependlen fra 1964. Inspireret af PH’s lysprincipper, Verner Pantons fantasiverden og Tivolis farverige, kreative miljø. Men det der især gjorde den speciel var, at den blev konstrueret af 12 ensartede lameller. En særlig Tivoli-udgave, som var guldanodiseret udvendigt og skiftevis orange og rødlakeret indvendigt, blev ophængt overalt i haven. Der hænger stadig enkelte Konkylie-pendler ved Kinesertårnet.

Idéen med lamper der er bygget op af ensartede elementer, er et af kendetegnene ved Louis Weisdorfs lampedesign. Det samme princip ses eksempelvis i forbindelse med den kendte kugleformede Turbo-pendel, samt Facet lampen og den smukke konkylie-pendel. “Det der bl.a. havde fascineret mig, var det meget enkle konstruktionsprincip, men også at man kunne variere lampernes udseende ved at blande forskelligt farvede lameller. Men efterhånden savnede jeg flere muligheder for variation, indtil jeg fik en helt ny ide. Hvor inspirationen kom fra, aner jeg ikke”.


Tæt samarbejde med GUBI


Louis Weisdorf lærte Gubi-familien at kende, da de boede i samme kvarter på Frederiksberg og havde børn der gik i samme skole. Der gik dog mange år, før GUBI fik øjnene op for hans Turbo-pendel og tilbød at sætte den i produktion. Det blev starten på et vellykket samarbejde om Multi-Lite, der senere blev suppleret med standerlampen og bordlampe i mange farvekombinationer.

Gubi er en dansk designvirksomhed, der producerer både møbler og lamper. De lægger stor vægt på æstetik, funktionalitet og kreativ, hvortil Louis Weisdorfs Multi-Lite lampen passer helt perfekt.

Læs mere om det danske belysningsfirma GUBI her.