Kroatisk kending i nye farver og former: Se de nye Arigato-lamper her

17. april 2023
Kroatisk kending i nye farver og former: Se de nye Arigato-lamper her
Grupa Products lancerer kendt design i nye farver og former.

Det kroatiske designstudie Grupa står bag en perlerække af vidunderlige lampedesigns, og nu udkommer en af deres mest populære lamper i nye nuancer. Arigato-lamperne, som hidtid kun har eksisteret i enten hvide eller sorte farver, kan nemlig nu købes i tre spændende nye toner: skovgrøn, blå og rød.

De oprindelige Arigato-lamper er virksomhedens bedst sælgende modeller – og derfor er det også naturligt, at det er netop Arigato-kollektionen får en opdatering. Foreløbigt kommer farveopdateringen kun til Grupas pendler og væglamper.

Til gengæld lancerer de tre dygtige kroatiske designere, der står bag serien, også en helt ny væglampe – nemlig Arigato Extra Short, der, som navnet antyder, er en kortere version af den kendte Arigato væglampe. Den nye model kommer også i både grøn, blå, rød, sort og hvid.

Som altid er lamperne både designede og producerede i Kroatien. Grupa Products samarbejder med en lokal fabrik, der har produceret lamper i over 60 år. På den måde sikrer de tre designere, der står bag virksomheden, Filip Despot, Ivana Pavić og Tihana Taraba, at produktionen både lever op til deres høje kvalitetsstandard og at lamperne får det finish, som er tiltænkt i designprocessen.

”Som designere har vi mange spørgsmål og dilemmaer, hvad angår konstruktionen og de materialer, vi vil anvende, og de rigtige metoder til at færdiggøre produktet. Når vi er producenter, kan vi endeligt besvare alle de spørgsmål,” fortæller de tre designere på deres hjemmeside.

Mange glemmer eller ved ikke, at Kroatien har en stolt og dyb designtradition, der går tilbage til dengang, at landet var en del af Jugoslavien - og Grupa Products beviser, at deres Zagreb-baserede firma kan være med iblandt de helt store designvirksomheder fra blandt andet Danmark og Italien. Ikke kun æstetisk, men også kvalitetsmæssigt: Grupa er kendt for deres detaljeopmærksomhed, og ved at vælge at producere deres designs lokalt i Kroatien ved du, at du får et produkt i topkvalitet.




Se alle de nye produkter her