Med lanceringen af den nye lampeserie Kori byder det finske designerbrand
Artek på smuk belysning i et harmonisk samspil mellem direkte og indirekte lys. Hjernen bag det skønne design er design- og arkitektgruppen
TAF Studio grundlagt af designerne Gabriella Lenke og Mattias Ståhlbom med hovedsæde i Stockholm. TAF Studio er særligt optaget af ophav og sammenhæng inden for interiørdesign. De bruger materialer og designteknikker på nye, innovative måder for a skabe designs, der på en og samme tid er legende og tankevækkende, designs af højeste kvalitet med henblik på at være til glæde og gavn i hverdagen.
Kori-serien, der blev offentliggjort i 2023, har navn efter det finske ord for ’kurv’, hvilket perfekt beskriver den velformede lampeskærm, der udgør denne series signatur. Den smalle skærm omfavner lyskilden og minder lidt om den klassiske vejlampe i sin form. Skærmens karakteristiske udformning er det kerneelement, der gennem blød, diffus belysning skaber den varme, indbydende atmosfære, der er et særkende for alle lamper i serien. Dette opnås ved at lade skærmen omslutte lyskilden, så den undgår at blænde, men samtidig holde toppen og bunden åbne, så lyset kan strømme ud i et harmonisk tvedelt skær. Åbningen i toppen gør det samtidig nemt at skifte lyskilde efter behov. Lampen er bestykket med en stor standardfatning, der passer til et væld af forskellige pæremodeller. Kori-serien omfatter også pendler i flere varianter, bl.a. med ekstra lampeskærme, der tilføjer et individuelt udtryk til designet og ændrer lysbilledet, så alt lyset dirigeres nedad. Kori-lamperne kommer i to farvevarianter: mat hvid og mat orange.
Se hele Kori kollektionen her!