Collector: En ny klassisk kollektion af lamper fra Menu

6. oktober 2022
Collector: En ny klassisk kollektion af lamper fra Menu
En simpel silhuet af cylinderformede skærme, der klemmes koniske af et massivt messingbælte, perforeringer rundt kegleformernes udmunding, blide nuancer, lunefuldt lys og stilrene strømlinede linjer.

Så let kan man faktisk beskrive den nye Collector-serie fra Menu, som netop har indtaget lampeverdenen. Skal man være helt korrekt, så er genindtaget måske et bedre ord – for med et udtryk, der nok virker genkendeligt og nostalgisk for nogle, er Collector-lamperne nemlig ingen ny opfindelse; de kommer fra den legendariske Alf Svensson.

Alf Svensson var en svensk designer, der slog sine folder indenfor lampe- og møbeldesign omkring 1950’erne – og selvom hans navn ikke klinger ligeså velkendt, som nogle af hans medtidsdesigneres navne måske gør, så garanterer vi, at kenderne godt kender Alf Svensson – og når nogle af hans designs dukker op på auktionshusene, lyder der høje hammerslag.

Den timeglas-formede model blev tegnet tilbage i midten af det forrige århundrede, og er et skoleeksempel på den altid elegante stilart Mid Century Modern, der opstod delvist i Skandinavien, men som for alvor blev allemandseje i Amerika.

I efterkrigstidens USA skete en stor folkeflytning fra byerne ud i forstæderne – og når verdenskrigsveteranerne byggede huse, var Mid Century Modern den foretrukne bygge- og indretningsstil: med skrå, flade tag og minimalistiske designs.

Stilarten er let at kende på de strømlinede linjer, simple former og geometri, luftighed og en forkærlighed for naturlige materialer – og Collector er et perfekt eksempel på hvordan man bruger disse kendetegn til at skabe noget, der virkeligt danner indtryk.

Takket være danske Menu bliver det nu muligt at købe Collector-serien igen, og Collector udkommer som to forskellige pendler med fem og tre lyskilder og som væglampe med en enkelt lyskilde. Alle er konstrueret i stål, aluminium og messing, og alle deler det samme lækre udtryk. De fungerer fantastisk hvert for sig såvel som i kombination med hinanden, og det tidløse design sikrer, at de passer i stort set alle indretningstyper. Lamperne giver et behageligt ambient lys, og de fungerer fantastisk godt i stue, køkken og på værelset.

Se serien her!